Børnebogsforfatter

Lisbeth Leicht Thomsen har været folkeskolelærer i 22 år, indtil hun begyndte at skrive børnebøger. Hendes første udgivelse i år 2000, Bunker-mysteriet, blev fulgt op af flere børnekrimier, som nu glæder mange børn i aldersgruppen 9 – 12 år.

Lisbeth Leicht Thomsen skriver også sangtekster, både til privat brug og til andre.

Hun er født og opvokset i Viby ved Århus, og barndommens utallige søndagsudflugter til skov og strand og sommerferier ved Vesterhavet lagde grund til hendes levende interesse for naturen. I mange år har hun været en ivrig amatørornitolog og færdes sjældent i naturen uden sin kikkert.

Gennem næsten hele sit liv har Lisbeth døjet med en kraftig tinnitus, der i de senere år har fået hende til at arbejde som frivillig for Høreforeningen. Som et led i oplysningsarbejdet har hun desuden skrevet bogen Når tinnitus flytter ind.

Lisbeth Leicht Thomsen